Vores Tro
Bibelen, Guds ord!
Vi anser Bibelen for at være Guds manual til at leve som kristen. Bibelen er en enestående bog, fordi den er Guds tale til mennesker gennem alle tider. Bibelen er skrevet af almindelige mennesker, som modtog et budskab fra Gud. Derfor er dens indhold ikke blot mennesketanker, men Guds ord.
Se nedenstående troserklæring fra trossamfundet Mosaik som vi er en del af.
Troserklæring
Mosaik er et netværk af evangelikale og pentekostale kirker. Vi tilslutter os, som andre kristne kirker i verden, den fælles kristne tro som kommer til udtryk i de tre økumeniske oldkirkelige trosbekendelser.
Denne troserklæring har til formål at beskrive kort, hvordan vi opfatter bibelens væsentligste lærepunkter. Som andre evangelikale kirker betoner vi en personlig tro og relation med Kristus, og som en pentekostal bevægelse betoner vi en karismatisk erfaring af Helligåndens virke i dag. Med andre ord bygger vores teologi på en klassisk udlægning af bibelen i lyset af Helligåndens komme på pinsedag.
- Vi tror på enheden i den eneste sande og levende Gud, evigt eksisterende i tre personer: Faderen, Sønnen og Helligånden.
- Vi tror på Herren Jesus Kristi jomfrufødsel, på Hans syndfri liv, mirakeltjeneste, stedfortrædende forsonende død, legemlige genopstandelse, triumferende himmelfart, stadige forbøn, og på hans andet komme som det salige håb givet til alle troende.
- Vi tror, at hele Bibelen er Guds inspirerede ord. Vi anser Bibelen for at være den fuldt tilstrækkelige rettesnor for tro og praksis.
- Vi tror, at mennesket blev skabt rent og fuldkomment, men det lod sig friste til bevidst ulydighed mod Gud.
- Vi tror på frelse gennem troen på Kristus. Denne oplevelse er også kendt som den nye fødsel. Den sker ved Helligånden som følge af omvendelse og tro på Herren Jesus Kristus. Frelsen åbner døren for den troende til hellighed i livsførelsen i lydighed over for Guds ord og Guds Ånd.
- Vi tror på dåben i Helligånden, som giver de troende kraft til at være vidner. Dåben i Helligånden følges af gaven til at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgiver at tale, samt Åndens øvrige gaver.
- Vi tror at Jesu død og opstandelse har tilvejebragt mulighed for helbredelse og genoprettelse for hvert menneske og samfund.
- Vi tror, at alle, som har omvendt sig og tror på Kristus som Herre og Frelser bliver en del af Kristi legeme og kaldes til at være en levende del af en lokal menighed, som tjener Gud og formidler hans kærlighed til verden.
- Vi tror på alle menneskers legemlige opstandelse, på evig salighed for alle som tror på vor Herre Jesus Kristus og på evig fortabelse for alle, hvis navne ikke står skrevet i Livets Bog.